Viser opslag med etiketten NOSTALGI. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten NOSTALGI. Vis alle opslag

lørdag den 4. januar 2014

Telefontider

Da jeg fortalte om tobakshandlerens telefon i mit indlæg i går, kom jeg i tanker om dengang, da apparatet holdt sit indtog hos os.

Jeg er ikke sikker på, at min far fandt det nogen særlig god idé med den telefon, for både min mor og jeg havde det med at tale rigeligt længe. På et tidspunkt blev der stillet et æggeur op, og så fik vi strenge ordrer på at lægge røret, når den udmålte tid var gået...

Jeg kan stadig huske en masse af de gamle telefonnumre, men især min farmors, fordi det var så sjovt: ÆGIR 3100 Ulla. Det var en fælles telefon, som jeg var meget fascineret af, for når man ringede op, skulle man altid først lige høre, om der var andre på linjen. Det var selvfølgelig ikke pænt at lytte med, men man kunne, hvis man ville.

Jeg var ikke så vild med at ringe op fra farmors telefon, for jeg havde altid stærkt på fornemmelsen, at der var tilhørere på. Den slags bekymrer man sig nok ikke så meget om i dag, hvor alle (mange) går rundt og snakker i mobil i det offentlige rum...

mandag den 21. oktober 2013

L-O-L-A



Det er de utroligste ting en omgang svensk aften-quiz kan føre med sig...

Her til aften var der et spørgsmål om the Kinks og deres "Lola", som jeg havde på plade engang.

Og pludselig kom vi i det nostalgiske hjørne, min mor og jeg. For dengang i 60'erne elskede vi at synge og danse - så frem med YouTube og alle de gamle numre:

Herb Alpert, Tom Jones, Dean Martin, Surpremes, Tremeloes, Four Tops, Lulu, Cilla Black, Beatles og alle de andre.

Og mens vi skrålede med på teksten, hoppede vi rundt på køkkengulvet. God motion, skal jeg hilse og sige...

Det bedste nummer var Twist and Shout, og vi skulle selvfølgelig prøve, om vi stadig kunne twiste som dengang - sådan ned i knæ og bagover.

Det kunne vi faktisk godt... ;-)

mandag den 17. december 2012

Julevinduer

Jeg elsker at kigge på julevinduer! Det er så sjovt at se opfindsomheden, der gerne er særlig stor op til jul, og mange vinduer inspirerer til julehygge derhjemme.

Dette her udstillingsvindue så jeg i Cheltenham i England, og det er fra Laura Ashley butikken.

Da jeg var lille, tog vi hvert år på juleudstilling i København. Hvert eneste år blev jeg puffet og maset i menneskemængderne - først i Havemanns, Daells Varehus, Magasin og Fonnesbech og hvad de nu hed - og derefter i bussen på vej hjem. Men jeg led i stilhed, for jeg syntes alligevel, at det var en stor fornøjelse, og det var en fast del af min jul.

Vi havde ikke så mange penge dengang, men til bybesøget hørte en kop varm chokolade og en bolle i et konditori, der lå i nærheden af Rådhuspladsen og bagefter Disney-show i Metropol. Efter forestillingen kiggede vi butikker og købte lidt gaver til familien, og til sidst - hvor det var blevet helt mørkt - skulle vi se vinduesudstillingen med bevægelige nisser og dyr. Jeg kunne stå længe og kigge med næsen presset imod ruden, og det var kun de stivfrosne tæer og fingre, der fik mig væk.

Jeg fik varmen igen mellem fugtig uld og mennesker i bus 14 hjem.

tirsdag den 10. april 2012

Mine dage i paradis

Sådan en Vespa som denne her bringer mange gode minder. Dels fordi min onkel Jack havde sådan én, og jeg sad bagpå fra en meget ung alder. Jeg tror, at jeg var seks... Og dels fordi vi selv fik én som unge og nygifte, hvor vi ikke havde råd til bil.

Især i min barndom bragte Vespa'en mig ud på opdagelse med min skønne onkel, der i høj grad var den, der vækkede min glæde for naturen og dyrene. På størstedelen af vores ferier var han med, og mens vi tog toget til Jylland, kørte han derover på sin scooter.

Feriedagene blev derfor fyldt med ture ud til Jyllands åer, for min onkel var lystfisker... og jeg var med. Altid. Mens han fiskede, udforskede jeg vårfluelarver, firben og snoge - og når han brugte levende madding i form af søde, små fisk, gjorde jeg mit bedste for at lempe dem ud i åens vand igen uden han opdagede det.

Hjemme i København kom han næsten hver lørdag i sommerhalvåret og hentede mig. Vi kørte ud i de nærliggende skove og fandt rævegrave og dyrespor, og han lærte mig at gå armgang over vandet på de reb, der var spændt ud til militære øvelser. Andre gange hentede han mig om aftenen, så vi kunne se flagermus og ugler - og lige meget hvor han gik, var jeg i hælene på ham.

Min onkel var en datidig udgave af B. S. Christiansen, og jeg elskede ham højt. Sammen med ham turde jeg alt, også selv om jeg kun var 8-9 år.

Det burde være alle børn forundt at have en onkel med en Vespa...

Foto: © Adolfo Abalo

fredag den 25. marts 2011

Mine dage i bio


Elizabeth Taylors død fik mig til at tænke på min ungdom, hvor jeg var i biografen lige så tit, det kunne lade sig gøre. Elizabeth Taylor var én af mine yndlings skuespillere, og jeg elskede hende allermest i Cleopatra. Hun VAR Cleopatra - men hun var nu også alle de andre roller, hun spillede. En stor skuespillerinde!

Min mor arbejdede i den biograf, der dengang hed Palladium. Og det betød fribilletter til datteren, der ikke var sen til at udnytte muligheden. I de år så jeg stort set alt, hvad der blev vist - undtagen sengekantsfilmene, der ikke interesserede mig stort.... ;-)

Men det blev ikke ved det. Jeg samlede på biografprogrammer; jeg læste bøger om film - og jeg støvsugede biograferne for gode filmoplevelser. Jeg gik i biografen sammen med veninder, med min lige så  filminteresserede kusine, med mine forældre - eller bare alene. Enhver pigefødselsdag blev fejret med en biograftur, og en stor del af de udflugter står mejslet i min hukommelse.

Der var dengang, hvor jeg dårligt turde gå hjem fra biografen, fordi jeg havde set "Snehvide og de syv dværge" (jeg var tolv!). Der var dengang, hvor jeg blev meget fornærmet over at blive forment adgang til at se "Easy Rider", fordi man skulle være fyldt seksten (jeg var sytten!) Der var dengang, hvor jeg blev anbragt i VIP logen i Palladium, bare fordi jeg var min mors datter!

Ak ja, det var tider! Jeg holder stadig meget af at gå i biografen, men det sker ikke særligt tit. Tiderne har ændret sig, og film ses først og fremmest i den hjemlige "biograf".

Det er nu ikke HELT det samme!

torsdag den 17. marts 2011

Mine dage som pilletriller



Da jeg var ung, var der så meget, jeg ville være. Én af tingene var apotekerassistent - hvilket sikkert skyldes min interesse for medicin og den slags. Det blev nu som bekendt ikke til noget, men jeg var da i erhvervspraktik på et af Københavns ældste apoteker.

Det var noget af en oplevelse at komme "bag kulisserne", for her brugte man stadig - dengang for 40 år siden - mange af de gammeldags metoder. Jeg var med til at trille piller, afveje pulvere, røre pessar salve og fremstille hostesaft, der herefter blev hældt på flasker.

Vidste I, at apotekere i gamle dage blev kaldt for "pilletrillere"...? Det skyldtes netop, at de selv fremstillede medicinen dengang.

Men kan læse meget mere om den slags på Dansk Farmacihistorisk Fonds hjemmeside, hvor jeg har lånt billederne fra...

onsdag den 19. januar 2011

En helt anden tid

Da jeg var teenager, besøgte jeg ofte min venindes mormor, der boede i en lille sydsjællandsk landsby. Som ”Københavnertøs” var det som at komme på en rejse tilbage i tiden, for her var alting stadig som i ”de gode gamle dage”.

Jeg elskede at besøge min venindes families dernede, for det var ikke kun mormor, der boede her, men også flere andre familiemedlemmer. Selve byen bestod kun en gammeldags kro, en købmand og en bager – og så smeden, som vi tit besøgte for at se ham smede hestesko eller sko de store heste. Når jeg skulle ringe hjem, skete det fra ”centralen” – et lille beboelseshus på hovedgaden, hvor indehaveren stod for telefonforbindelsen.

Mormor boede i et lille hus ved gadekæret. Her var ingen moderne bekvemmeligheder af nogen slags, og selv om jeg på det tidspunkt havde prøvet lidt af hvert – sådan rent feriehusmæssigt – så havde jeg dog aldrig oplevet et udendørs ”das”. Sådan ét med tønde og låg og hjerte i døren. Og en Guds velsignelse af kæmpestore edderkopper. Argh!

Nå, men man bliver trods alt hærdet, og efter et par dage havde jeg lært, hvor de store edderkoppebamser sad, og jeg stirrede intenst på dem, mens jeg… ordnede det, jeg skulle ordne. Det værste var, når man skulle besøge det lille hus efter mørkets frembrud. DET kom jeg aldrig til at vænne mig til.

Mormor var en sej dame; hun kunne sagtens klare sig selv, og hun havde sine meget bestemte meninger om alting. Jeg fik fra begyndelsen at vide, at den, der glemte at lukke døren til spisekammeret, ville blive særdeles upopulær. Jeg forstod snart hvorfor. Da der lå en stor bondegård lige i nærheden, vrimlede det med fluer, og de skulle selvfølgelig holdes væk fra maden.

Jeg kan huske, da jeg ankom allerførste gang – og der blev serveret eftermiddagste med brød og hjemmelavet hindbærsyltetøj. Jeg har ALDRIG – hverken før eller siden - smagt noget så vidunderligt. Men lige som jeg sad dér i den syvende himmel og gumlede, tog mormor sin udtjente fluesmækker og KLASK smækkede en flue lige ved siden af brødet. Og KLASK én til ved siden af sukkerskålen. Og KLASK, KLASK, KLASK… Jeg kan stadig se scenen for mig, hvor mormor fuldstændig upåvirket klaskede fluer til højre og venstre, mens hun drak te og sludrede fornøjet.

Livet på landet var altså lettere rustikt, og det blev ikke mindre rustikt, da det gik op for mig, at den dér tønde inde fra dasset… den skulle altså tømmes med mellemrum. Vi to piger lærte hurtigt at blive totalt usynlige, så snart vi fornemmede, at en tømning var forestående. Jeg havde nu ret dårlig samvittighed, når jeg så den gamle, senede mormor slæbe af sted med fyldt spand – og jeg fandt snart ud af, at indholdet altid havnede nede ved bærbuskene. Gad vide, om det var derfor, hindbærmarmeladen smagte så godt…? ;-)